Kompetencer
Udvikling af personlige og sociale kompetencer er det fjerde ben i vores indsats, hvor målet er, at vores beskyttede medarbejdere opnår så selvstændig en livsførelse som muligt – og ikke mindst at de udvikler et positivt syn på sig selv og derved øger deres selvværd.
Derfor arbejder vi med en række aktiviteter – udover den arbejdsrelaterede læring i kantinedriften – der sætter skub i udvikling af personlige og sociale kompetencer.
Arbejdet foregår dels med afsæt i de individuelle målsætninger, der sættes for hver beskyttet medarbejder – hvor alt fra typiske ADL punkter som selvtransport og jævnligt bad til sociale spilleregler som det at tale pænt til andre, lære at sige fra på en god måde, vente på sin tur eller lytte til andre kan være i fokus.
Herudover arbejder vi med aktiviteter og interesseområder, der skaber både glæde og giver succesoplevelser for derved at booste selvværdet og motivationen for endnu mere læring. Det skaber stolthed at være med i produktionen og se sine produktioner blive solgt til glade kunder.